Stormen på Bastillen
Som vi læste om i sidste afsnit, var borgerne nu så utilfredse med de franske magthavere, at en egentlig kamp var uundgåelig.
Den 14. juli 1789 blev den parisiske fæstning Bastillen stormet. En gruppe af ophidsede småborgere, der var rasende over de stejlt stigende priser på brød og kongens tilsyneladende arrogance over for deres desperate situation, angreb den gamle middelalderborg.
Bastillen-borgen var bygget i det 14. århundrede for at beskytte en af indgangene til Paris, men i 1789 virkede den alene som fængsel og som depot for blandt andet krudt og våben. Mellem 800 og 900 parisiske mænd og kvinder stormede nu Bastillen, og 98 mennesker blev dræbt under angrebet, der tvang borgens ledelse, kommandant de Launay, til at overgive sig.
Folkemasserne fandt ingen af de våben, som de havde søgt, i Bastillens lagre, men i alt syv fanger, hovedsageligt kriminelle, blev befriet ved aktionen og ført i triumf gennem gaderne i Paris sammen med kommandantens hoved på en stage. Den militære værdi af operationen var ikke voldsom stor, alligevel fik de revolutionære demonstreret vilje og handlekraft.
Kongen tager flugten, men....
Som tiden gik blev urolighederne værre og værre, og på trods af flere tiltag fra Kongen, Ludvig den 16s side var modstanden imod ham nu så stor, at han frygtede for sit liv.
Klokken ti om aftenen den 20. juni 1791 flygtede han derfor fra Paris. Flugten foregik ved hjælp af en tung, lukket hestevogn, og med sig havde kongen sin hustru, dronning Marie-Antoinette (1755-1793) og deres børn. Med på flugten fulgte også kongefamiliens nærmeste tjenestefolk. Flugten lykkedes dog ikke, da kongen blev standset og genkendt i byen Varennes.
Klokken seks om morgenen den 22. juni 1791 nåede udsendinge fra nationalforsamlingen frem til byen, og kongen blev tre dage senere ført tilbage til Paris.
Retssagen mod kong Ludvig den 16. begyndte i 11. december 1792. Han var anklaget for at krænke folkets frihed og for forræderi. Forfatningen tillod dog ikke det almindelige retssystem at føre en retssag mod en monark, og derfor måtte konventet overtage rollen som domstol i sagen.
Ved den første afstemning i konventet stemte alle 693 repræsentanter for, at Ludvig den 16. var skyldig. Derefter stemte man om strafudmålingen, og her stemte et flertal - 380 mod 310 - for dødsstraffen. Den 21. januar 1793 blev kongen ført gennem gaderne i Paris til pladsen, hvor han blev halshugget i revolutionens foretrukne henrettelsesmaskine, guillotinen.
8 måneder senere blev Ludvigs kone, Marie-Antoinette selv henrettet, da hun ligesom sin afdøde mand havde et endeligt møde med guillotinen.
I skal nu se videon via linket nedenfor og arbejd med tilhørende spørgsmål.
Temasammensat læringsportal til folkeskolens undervisning i historie