Marx og arbejderen
Industrialiseringen, som vi lærte om i sidste tema, medførte en stor forskel mellem rig og fattig. Man talte nu om to klasser, kapitalisterne (de rige) og proletarerne (de fattige). De rige var oftest virksomhedsejere, hvor de fattige omvendt var arbejderen og/eller den arbejdsløse.
Det grundlæggende for den kapitalistiske og industrielle produktion var mekanisering, fabrikker og masseproduktion. Udvikling og fremskridt af teknologien (herunder særligt dampmaskiner og skibsfart) var af stor betydning for industriens fremgang.
En mekanisering af landbruget overflødiggjorde og ruinerede tusindvis af bønder, så de søgte til byerne efter arbejde, og dermed blev lønarbejdere efterhånden en større og større del af befolkningen. I byerne voksede et fattigt og lidende proletariat frem.
Industrialiseringen førte både til en kolossal økonomisk vækst, udbredelse af viden og menneskerettigheder (for overklassen), men den kapitalistiske udbredelse og produktion førte også til fattigdom, undertrykkelse, uretfærdighed og berøvelse af grundlæggende menneskerettigheder blandt arbejderne.
Arbejderne i de store fabrikker opdagede efterhånden deres egen styrke, og erfarede at de ved at stå sammen kunne tilkæmpe sig forbedringer. Disse kampe medvirkede til dannelsen og nødvendigheden af fagforeningerne. Kravene var bl.a. højere løn, bedre arbejdsforhold i forhold til sikkerhed og arbejdstid og social sikring, hvis man f.eks. blev arbejdsløs.
Marx blev derfor fortaler for en egentlig revolution, altså en egentlig kamp, hvor arbejderne skulle overtage produktionsmidlerne. Helt så galt skulle det dog ikke gå, men med årene fik de forskellige arbejderbevægelser sig organiseret, og disse fejre hvert år arbejderbevægelsens internationale kampdag.
Som årene gik blev arbejderne bedre og bedre organiseret, og i dag er ca. 70 procent af arbejderne medlem af en fagforening.
Fagforeningernes opgave er at varetage arbejderens interesser på arbejdsmakedet. Disse interesser gælder lønsatser, aftaler omkring ferier, aftaler omkring pensionsordninger, samt sikkerhedsmæssige forhold på arbejdspladsen.
Derudover kan arbejderen også få hjælp, hvis der opstår andre skadelige forhold på arbejdspladsen, herunder sexchikane eller mobning.
Fagforeningerne er privat ejede af medlemmerne, og ledelsen er demokratisk valgt. Fælles for alle fagforeninger gælder det, at de ingen direkte politisk magt har, men det kan ikke afvises, at politikerne lytter, hvis fagforeningerne udtrykker utilfredshed med noget, som politikerne har indflydelse på.
Gruppeopgave/præsentation
-
Se først videoen til højre, og lav derefter jeres egen arbejdervideo
-
De færdige videoer præsenteres på klassen
Temasammensat læringsportal til folkeskolens undervisning i historie