Begrebet menneskerettigheder, som det anvendes i dag, blev først virkeligt efter 2. Verdenskrig og især efter vedtagelsen af FNs menneskerettighedserklæring i 1948.

 

Dog er ideerne om universelle menneskelige rettigheder meget ældre, og der er til nutidens rettigheder hentet  inspiration fra en række historiske bevægelser, politiske tænkere og filosoffer.

 

Begrebets oprindelse menes at ligge så langt tilbage som det antikke Grækenland og Rom, hvor især den filosofiske skole, stoicismen, havde indflydelse på, hvordan man opfattede mennesket og dets rolle i verden.

 

Stoikerne mente, at mennesket burde erkende sin rolle i verdensordenen og leve et liv i overensstemmelse med fornuften. Stoikerne tilsluttede sig det, man kalder naturretten, som indebærer, at mennesket har en række universelle rettigheder, som ikke blot omhandler borgerskabet i en bestemt stat. Antikkens stoikere knyttede dog rettighederne sammen med pligter og mente desuden kun, at disse rettigheder og pligter gjaldt for en lille gruppe mennesker – for eksempel var kvinder, børn, slaver og fremmede undtaget.