Napoleonskrigene
Baggrunden for Napoleonskrigene skal findes i efterdyndingerne efter Den Franske Revolution. Frankrig var i årene efter revolutionen ramt af den ene skandale efter den anden, og der var en enormt stor kamp om den politiske magt i landet.
Frelseren
Frankrigs redning skulle komme fra en noget uventet kant. En ung og ikke synderligt dygtig artelleriofficer ved navn Napoleon Bonaparte gjorde sig pludseligt positivt bemærket ved en række dristige kamphandlinger i Norditalien, og hans evner som leder stod dermed i skarp kontrast til de parisiske magthaveres korruptionsbetændte lederevner.
Folket i Frankrig elskede succeshistorierne om Napoleon og hans berømmelse gjorde da også, at ingen protesterede da han overtog magten i Frankrig ved et kup i 1799. Her påtog han sig titlen Førstekonsul, men reelt var han faktisk diktator med fuldstændig og uindskrænket magt. Han skiftede da også selv sin titel som Førstekonsul ud med den langt mere prangende titel som Kejser.
Fredssøgende Kejser, ja for en tid!
Efter succesrige felttog tvang Napoleon Østrig til fred efter sejren ved Marengo i 1800. I 1801 underskrev briterne, der var Frankrigs sidste fjende, freden i Amiens. De såkaldte revolutionskrige var forbi.
To år efter i 1803 brød Napoleonskrigene dog ud, da briterne ville bryde Napoleons kontrol over Holland, Schweiz og småstaterne i Norditalien.
Napoleon var rasende og havde store tanker om at invadere Storbritannien. Denne drøm brast i 1805, da briternes admiral Nelson ødelagde den franske flåde i slaget ved Trafalgar.
I stedet vendte Frankrigs kejser sin opmærksomhed mod Østrig og Rusland, der også erklærede ham krig. Napoleon åbnede nu krig på to fronter, noget som eftertidens ledere nok burde have lært lektien af.
Krig - Napoleons succes har ingen ende
I spidsen for den såkaldte Storarmé, én af historiens mest effektive krigsmaskiner, lagde Napoleon Europa for sine fødder. Han tog en hel østrigsk hær til fange i Ulm i Tyskland i 1805. I 1806 nedslagtede han den preussiske og året efter blev også den russiske nedkæmpet.
Dog stadig én hindring for Napoleon
Briterne udfordrede dog endnu Napoleons magt, og Frankrig kunne ikke angribe Storbritannien, som blev beskyttet af sin stærke flåde. I stedet førte Napoleon økonomisk krig gennem Fastlandsspærringen, der lukkede hele det europæiske kontinent for britiske varer. England svarede igen ved at spærre vejen for al handel via de europæiske havne.
De to blokader tvang alle europæiske stater til at vælge side i opgøret. Da Danmark-Norge tøvede, invaderede briterne og bortførte flåden. Tilsvarende blev Sverige tvunget over i Napoleons lejr.
Nettet strammes, og nederlaget indtræffer
Vejen mod Napoleons nederlag begyndte i Spanien, der længe havde været allieret med Frankrig. Problemerne opstod, da Napoleon udskiftede Spaniens konge med sin egen storebror, Joseph.
De spanske borgere var stærkt utilfredse med denne handling, og langsomt indledtes guerilla-krig mod de franske styrker.
På trods af Napoleons styrke gav den spanske modstand håb i andre lande, som var besat af Frankrig. Overalt begyndte små men dog betydelige kampe mod den fransk overmagt, og Napoleon virkede pludselig ikke længere uovervindelig.
Napoleon selv virkede dog ikke synderligt påvirket af denne situation, og i 1813 besluttede han endnu et forsøg på at invadere Rusland. Nutidens militærstrateger ville have frarådet ham dette, da den franske hærs styker endnu var i kamp i Spanien mod oprørerne der.
Under felttoget i Rusland blev Napoleons styrker ikke alene mødt af russisk militær modstand, men derimod også af et alvorligt sygdomsangreb. På kort tid kostede sygdom mange af den 500.000 mand store styrke livet, og den følgende kamp nær Moskva fik hele kampagnen til at ligne et massivt nederlag.
Da den franske tilbagetrækning var fuldendt, stod Napoleon kun tilbage med ca. 50.000 mand, og hans tid som hersker virkede dermed ovre.
Forsøg på comeback
I foråret 1813 havde Napoleon fået fat på nyindkaldte rekrutter, og han drog derfor igen i kamp. Han havde dog kraftigt undervurderet modstanden, for overfor ham stod russiske og preussiske hære, mens briter og spaniere stadig bandt store franske styrker i Spanien.
Nok vandt Napoleon igen småsejre, men da Østrig også sluttede sig til koalitionen mod ham, blev overmagten for stor. I et gigantisk slag ved Leipzig måtte han trække sig tilbage med svære tab.
De sidste af Napoleons allierede faldt fra, og selve hans kejsertrone stod på spil. I foråret 1814 rykkede tropper fra hele Europa over de franske grænser, og selv om Napoleon udkæmpede et af sine mest blændende felttog, var overmagten for stor.
Da fjendtlige hære indtog Paris, nægtede Napoleons marskaller at fortsætte kampen. Han måtte træde tilbage og acceptere eksil på øen Elba ud for Italien.
Krig er svær, fred ofte vanskeligere
Alle Europas fyrster mødtes til Wienerkongressen i den østrigske hovedstad, hvor Europa-kortet skulle gentegnes efter Napoleonskrigene. Men netop som skænderierne var på deres højeste i foråret 1815, forlød det, at Napoleon var vendt tilbage.
Eks-kejseren havde ganske rigtigt forladt sit lille ørige, og han var sejlet til Frankrig, hvor han marcherende til folkets hyldest blev modtaget i Paris.
Napoleon var igen klar til krig, og han besluttede sig for at slå først. Han krydsede grænsen til det nuværende Belgien, hvor han ville udslette britiske og preussiske hære.
I slaget ved Waterloo led han dog et afgørende nederlag til briternes Wellington og den preussiske Blücher. Spillet var nu endegyldigt tabt, og han forsøgte selv at tage flugten. Da dette slog fejl, overgav han sig til briterne.
De sejlede ham i fangenskab på øen Sankt Helena i Sydatlanten.
Napoleonskrigene var ganske rigtigt forbi, men Napoleons succes inden nederlaget præger dog i høj grad den franske selvforståelse den dag i dag.
Sæt jeg nu i grupper og quiz med Napoleon. Gå til kahoot.it på jeres smartphones. Koden til dagens quiz får I af mig. God kamp.
Temasammensat læringsportal til folkeskolens undervisning i historie