Spillet om magten
I slutningen af det 19. århundrede befandt Europa sig i en af de mest fredelige perioder i sin historie. Efter at Preussen havde slået Frankrig i 1871, skulle der gå mere end 40 år, før Europa igen måtte trække i uniformen og drage i krig.
Dette betyder dog ikke, at der ikke foregik en magtkamp. Hver af stormagterne forsøgte at sikre deres magtposition overfor de andre magter, hvilket førte til massive våbenkapløb og indgåelser af militære alliancer.
En medvirkende årsag til krisen var de europæiske koloniseringer af specielt Afrika. Her havde Storbritannien og Frankrig opnået langt mere magt en Tyskland, som nu hungrede efter mere indflydelse.
Der dannede sig derfor efterhånden to allianceblokke, på den ene side Frankrig og Rusland med et løst tilknyttet England og på den anden side Tyskland, Østrig-Ungarn og et noget upålideligt Italien.
Balkanproblemet
Efter at Osmannerriget (I dag Tyrkiet) havde mistet sine europæiske besiddelser i den 1. Balkankrig i 1912-13, var der opstået en stærk sydslavisk bevægelse anført af Serbien og støttet af Rusland. Dette førte til indre spændinger og den 2. Balkankrig i 1913. De serbisksindede borgere var meget utilfredse med den Østrig-Ungarske dominans i regionen, og Balkan omtaltes derfor som en krudttønde.
Gruppeopgave
Se nu videoen nedenfor, og udvælge de for jer fire væsentligste årsager til 1. Verdenskrig. Præsenter jeres udlægning for klassen.
Temasammensat læringsportal til folkeskolens undervisning i historie