Læringsportal - Samfundsfag
Temasammensat læringsportal til folkeskolens undervisning i samfundsfag
Eksjugoslavien
Da Jugoslavien gik i opløsning i 1991, udbrød der blodige borgerkrige mellem de forskellige etniske og religiøse grupper. Europa oplevede, nøjagtigt som under 2. Verdenskrig, igen etnisk udrensning af minoriteter. Krigen var grufuld, og sluttede i sidste ende med, at en række nye selvstændige lande blev skabt.
Jugoslavien - et land - en krig i vente
Ideen om et fælles Jugoslavien for de sydslaviske folk var spiret frem allerede i 1800-tallet, da Serbien blev fri af flere århundreder med osmannisk overherredømme. Dog skulle der en verdenskrig til, før Jugoslavien blev samlet til et egentlig land. Den 1. december 1918 proklamerede den serbiske prinsregent Aleksandar Karadjordjevic oprettelsen af ”Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere.” I Serbien gav det nye rige anledning til stor entusiasme – ikke alene var man kommet ud som sejrsherrer fra den omkostningsfulde Første Verdenskrig, man havde også befriet de andre ”broderfolk.”
Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede over at være blevet en del af den nye stat, og mange kroatere og slovenere frygtede serbisk overherredømme. Overalt påbegyndtes demonstrationer, og situationen eskalerede til en politisk og social krise. Kong Aleksandar forsøgte derfor i 1929 at løse krisen ved at indføre kongeligt diktatur, og i den forbindelse ændrede landet navn til Jugoslavien.
Statskuppet løste ikke problemet, og da det i forvejen fattige land samtidig blev ramt af den økonomiske verdenskrise, førte det til en yderligere polarisering. I Kroatien dannedes en terrororganisation, ustasja-bevægelsen, og denne lykkedes i 1934 med at dræbe Kong Aleksandar i forbindelse med hans statsbesøg i Paris.
Jugoslavien og 2. verdenskrig
Jugoslavien blev først direkte involveret i 2. Verdenskrig i 1941, da Tyskland stillede krav om at kunne føre tropper igennem landet til slagmarken i Grækenland. Regeringen indvilgede, men heftige protestdemonstrationer i den serbiske hovedstad, Beograd, førte til et militærkup. Dette og lignende oprør vakte stor vrede hos Adolf Hitler, som efterfølgende valgte at besætte Jugoslavien. Kroatien blev en tysk lydstat styret af de fascistiske Ustašaer, mens Serbien kom under hårdhændet tysk besættelse. De fire besættelsesår ramte den jugoslaviske befolkning utrolig hårdt. Der opstod blodige og racistisk funderede borgerkrige mellem kroatiske ustasjaer, serbiske tjetnikker og kommunistiske partisaner. I Kroatien indførte Ustasja-regimet en racistisk lovgivning og politik, ifølge hvilken det kroatiske folk var af arisk oprindelse og derfor hævet over slaviske folk som serberne. De myrdede et stort antal serbere ud fra en plan om en udryddelse af de to millioner serbere, som var bosat i Kroatien og Bosnien. Det anslås af historikere, at en million indbyggere i det forhenværende Jugoslavien blev dræbt under 2. Verdenskrig, og meget af det had, som blussede så voldsomt op mellem Jugoslaviens folkeslag i 1990’erne, var allerede blev sået under verdenskrigen 50 år tidligere.
Efterkrigstidens fredelige diktatur
Jugoslavien genopstod efter 2. Verdenskrig som en samlet forbundsrepublik under ledelse af den kommunistiske partisan og krigshelt Josip Broz Tito (1892-1980). Tito opbyggede det nye Jugoslavien på to piller, den socialistiske ideologi og den føderale statsstruktur. Tito var dog fuldt bevidst om sit lands indbyggeres forskellighed, hvorfor han opdelte landet i seks republikker med en vis grad ad selvstyre.
Med den kommunistiske parole ’Broderskab og ledelse’ formåede Tito at holde de nationale modsætninger i skak, blandt andet ved at slå hårdt ned på ethvert tilløb til nationalisme. Under hans ledelse steg landets velstand markant, og bruddet med Sovjetunionen i 1948 gjorde Jugoslavien til et af de lande i Østeuropa helt op i 1970’erne.
Titos død - forskelligheden var ikke glemt
Jugoslaviens krise begyndte ved Marskal Titos død i 1980. Jugoslavien befandt sig i en alvorlig eksistenskamp med økonomisk krise og en voldsomt tyngende udlandsgæld. Derudover havde Titos død efterladt et gigantisk magttomrum i den politiske ledelse, og der opstod voksende etniske modsætninger overalt i Jugoslavien.
Under de første demokratiske valg i Jugoslavien i 1990 vandt de nationalistiske partier – eller kommunistpartier, der var iklædt nationalistiske klæder – i næsten alle republikker. Den serbiske leder, Slobodan Milošević (1941 – 2006), afskaffede Kosovos selvstyre og forsøgte at samle så megen magt som muligt i Beograd. Den nyvalgte kroatiske leder, Franjo Tuđman (1922 – 1999), og hans slovenske kollega, Milan Kučan (født 1941), ønskede derimod et ”løsere” Jugoslavien med større magtbeføjelser til republikkerne, men blev skræmt af Milošević' hårde retorik og handlinger.
Der blev gjort flere forsøg på først at bevare Jugoslavien som en politisk enhed, og siden, fredeligt at forhandlet opløsningen af Jugoslavien. Alle forsøg på at opnå enighed strandede, og regionerne blev kastet ud i en årelang borgerkrig, hvor de menneskelige omkostninger trak tråde til 2. Verdenskrigs rædsler.
Problemstillinger (grupper): (Tidsforbrug: 2 lektioner)
Se først filmen ovenfor på klassen. Derefter undersøger og diskuterer I i grupper, hvorvidt serbenes massakre på de bosniske borgere kan kaldes folkedrab. Derudover undersøges det, hvorvidt hændelsen kan klassificeres som etnisk udrensning, som FN klassificerer dette. I skal hente opysninger fra de to faktalinks nedenfor: