Ved Dybbøl havde de danske soldater arbejdet intenst på at styrke befæstningsværkerne, men stillingen var åben for beskydning fra Broager, og efterhånden som tyskerne indsatte flere tropper og kraftigere skyts, blev situationen mere og mere håbløs.

 

For at stå stærkere på den forestående London-konference afviste regeringen imidlertid en tilbagetrækning til Als og krævede stillingen holdt, men den 18. april 1864 faldt Dybbøl efter blodig kamp.

 

Tyske styrker havde samtidig besat store dele af Jylland, så selv om den danske flådeblokerede de preussiske Østersøhavne og besejrede en østrigsk flådestyrke ved Helgoland, stod Danmark svagt ved den to måneder lange fredskonference i London, der omsider åbnede den 25. april 1864 med repræsentanter for England, Frankrig, Rusland, Sverige-Norge, Det Tyske Forbund, Preussen, Østrig og Danmark.

 

Alt hvad der kunne gå galt, gik her galt for Danmark, hvilket i høj grad må tilskrives en række fejlvurderinger fra både regeringens og dens forhandleres side. En hovedårsag var den interne danske uenighed om, hvad der skulle satses på: en helstatsløsning, en personalunion med fælles regent, eller en deling af Slesvig. Dertil kom en helt utilstrækkelig erkendelse af, hvor svagt Danmark faktisk stod, efter at den klassiske internationale magtbalance var gået i opløsning.