At det kom til krig var nu ikke længere nogen overraskelse. Danmark havde længe nok provokeret preusserne med Bismarck i spidsen, og den 31 januar stod en kæmpemæssig preussisk/østrisk hær klar til at gå over Ejderen og angribe dansk territorie.

 

Danmark var forbløffende dårligt forberedt til et militært opgør. Hæren var under omorganisering med utilstrækkeligt uddannede befalingsmænd og for få officerer. Dannevirke-stillingen var blevet forbedret, men flankestillingerne i Dybbøl og Fredericia var langtfra færdigudbyggede.

 

Værst var dog næsten den overdrevne tillid til de danske styrkers formåen, der gennemsyrede offentligheden og endog prægede politikerne og den kommanderende general C.J. de Meza. Af nationale og historiske grunde fremstod Dannevirke i befolkningens øjne som det sikre bolværk mod tyskerne, men den danske styrke på 40.000 mand var reelt for lille til at forsvare den 85 km lange stilling, og det så meget mere, fordi de oversvømmede arealer langs fløjene frøs til is i det hårde vintervejr. De første tyske angreb blev afvist, men situationen var uholdbar.

 

De Meza indså hurtigt, at en direkte kamp mod preusserne ville blive et dansk selvmord, og han udførte derfor, i al hemmelighed i nattens mulm og mørke, en dristig tilbagetrækning til Dybbølskansen ved Als.

 

Nu skulle et drabeligt slag følge. Følg linket nedenfor og arbejd i grupper med de tilhørende opgaver.